Boliger fra øverste hylde

8. december 2017 - Opslag

En pæn andel af landets mest eksklusive boliger bliver solgt gennem ejendomsmægler Kristian Lützau. Et godt lokalkendskab til områderne, hvor mange af de mest eksklusive villaer og lejligheder ligger, er et vigtigt parameter for at stå for en væsentlig procentdel af de allerdyreste bolighandler i Danmark år efter år.

Fire af de ti dyreste boliger, der hidtil har skiftet ejer i 2017, blev solgt gennem ejendomsmægler Kristian Lützau, der gennem årtier har gjort det til sin metier at formidle de mest eksklusive villaer og lejligheder i Nordsjælland og København. Og de handler vidner om en ret sikker hånd i selve salget, men for Kristian Lützau er det i sig selv uinteressant bare at have de dyreste huse til salg.
”Det vigtigste er at kunne eksekvere – altså at være i stand til at omsætte de dyre ejendomme og ikke bare have dem til salg. Det er det, der driver mig,” siger Kristian Lützau.

Store formuer i omløb
Markedet for de allerdyreste boliger er i sagens natur begrænset, da de kræver, at man kan købe hus for et tocifret millionbeløb. De seneste år har imidlertid været præget af, at der er mange penge i omløb i segmentet.
”Vi oplever, at der aldrig har været så mange penge i systemet, som der er lige nu. Vores kunder deponerer hele købesummer i stedet for som normalt at stille en garanti. Det vil sige, at folk rent faktisk har pengene, hvilket giver mening på et tidspunkt som nu, hvor der er negative renter. Der skabes hele tiden nye formuer i takt med, at virksomhedshandler realiseres, aktier stiger osv., og det betyder nye potentielle kunder,” fortæller Kristian Lützau.
I et marked, hvor diskretion er en selvfølge, er det nogle lidt anderledes mekanismer, der går i gang, når Kristian Lützau bliver bedt om at formidle salget af et hus. De traditionelle markedsføringsmetoder for at indhente så meget interesse som muligt, er nemlig ikke altid den bedste metode til at finde den rette køber et specifikt hus.
”Vi markedsfører naturligvis de meget dyre huse, vi har til salg, men oftest på en diskret måde. For eksempel har vi huse, som vi kun lægger op på vores egen hjemmeside, og med ganske få billeder udefra,” siger Kristian Lützau og peger på, at en væsentlig andel af interesserede køber til de bedst beliggende villaer er erhvervsfolk og virksomhedsejere, ’old money’, eller udlandsdanskere der ønsker at vende hjem.

Værdifuldt lokalkendskab
Det lokale kendskab er først og fremmest en fordel for en ejendomsmægler som Kristian Lützau, når det gælder kontakten til sælger. For her går en anbefaling af ejendomsmægler nemt rundt fra dør til dør. Når det er sagt, er lokalkendskabet rigtig nyttigt i den service, han giver sine kunder. Også de kunder, der blot ringer for at få en indledende snak. For Kristian Lützau kan meget præcist karakterisere det ene område i forhold til det andet. Mennesker, der ikke har haft en daglig gang i Nordsjælland gennem årtier, har ikke en chance for at kende de detaljerede forhold i for eksempel Klampenborg sammenlignet med Vedbæk.
”Men det kan jeg godt bruge lang tid på at fortælle om. Og nogle gange fører det til et salg, andre gange har jeg blot hjulpet en potentiel køber videre.”

Af Tina Nikolajsen, Exclusive, annoncetillæg til Berlingske