Ikonisk villa på fuldstændig privat grund i en størrelse, der sjældent ses i området. Diskret og privat for enden af egen brostensbelagte allé med automatisk port og adgang til brostensbelagt gård med overdækket carport til to biler. Smukke irrede kobber PH-lamper pryder indgangspartiet og skaber en samlet oplevelse af en villa i en klasse for sig.
Entré og forstue med flotte teaktræsvinduer og -døre sætter straks niveauet for resten af huset. Ikke mindst den yderst rummelige stue med pejs og en loftshøjde med himmelkig, der skaber et rum af imponerende dimensioner.
Fra stuen er der kig til det store poolområde, der er indrettet med lyse sten og en overdækket lounge med udekøkken og pejs. Alt er udført med stor omhu, og udsigten til den parklignende have er storslået. Haven rummer et helt særligt duetræ, som kun har ganske få sidestykker i Danmark, heriblandt et markant eksemplar i Botanisk Have. Det vidner om de botaniske ambitioner, der har præget anlæggelsen af beplantningen på den store og helt ugenerede grund.
Poolområdet er desuden forkælet med et poolhus i samme høje kvalitet, hvor tre teaktræsdøre fordeler teknik, omklædning og toilet. Alt fremstår gennemtænkt og elegant integreret.
Stueetagen byder desuden på et stort køkkenalrum, der hænger naturligt sammen med et bryggers, som oplagt kan indrettes som grovkøkken. Fra køkkenet er der adgang til et smukt højloftet kontor med den originale udvendige solafskærmning bevaret. Fra stueetagen er der desuden udgang til den fantastiske terrasse, som er orienteret optimalt mod verdenshjørnerne.
Førstesalen er ideelt disponeret med udgang til en integreret altan med skodder. Etagen er opdelt med børneafdeling i den ene ende med eget badeværelse og en privat forældreafdeling i den anden med walk-in og stort badeværelse. Særligt skal det fremhæves, at walk-in-rummet er udført i cedertræ, som ikke blot er smukt, men også har den praktiske egenskab, at det holder møl på afstand.
Underetagen er tør, højloftet og har hele to nedgange. Den opleves som en naturlig forlængelse af boligen og byder på flere gode disponible rum med indlagte spots og masser af opbevaringsplads.
Arkitekturen er præget af en varm og jordnær materialepalet med gule mursten, smukt murerarbejde og eksklusive detaljer i teak og kobber. Huset er gennemført i sit udtryk og fremstår med en kvalitet og konsekvens, som sjældent opleves.
Ejendommen på Mosehøjvej er gennemtænkt ned til mindste detalje, og niveauet for materialevalg og håndværksmæssig udførelse er usædvanligt højt. Rummeligheden, den store private grund med pool og den diskrete adgang til huset er helt exceptionelle kvaliteter for området. De færreste er klar over, at Mosehøjvej gemmer på en ejendom af denne kaliber. Privat og eksklusiv på samme tid – en sjælden mulighed i Charlottenlund.
Læs mere Læs mindre