I 1936 tegnede Arne Jacobsen hele Bellevue-komplekset i ét greb – teater, restaurant og hvad man dengang kaldte en dansesal. Den hvide, maritime funktionalisme stod i skarp kontrast til alt, hvad der ellers blev bygget i Danmark på det tidspunkt, og komplekset får stadig den dag i dag folk til at trille lidt langsommere forbi på Strandvejen. Bellevue er en helstøbt konceptuel arkitektonisk drøm, og i folkemunde kaldes området stadig for Arne Jacobsens Hvide By. Hele komplekset er fredet og har været det siden 1988. Og med god grund.
Men historien om Bellevue har ikke udelukkende været rosenrød. Da restaurant- og teaterdriften i de tidlige år kæmpede økonomisk, valgte man i starten af 1950’erne at omdanne teaterfløjen til ejerlejligheder. Det var til gengæld et heldigt valg for eftertiden, da disse boliger netop i dag udgør de rækkehuslignende boliger med fordelagtig lejlighedsstatus.
Når man ser på Bellevuekomplekset fra Strandvejen, kan man tydeligt se ledetråde tilbage til en modernistisk stilart inspireret af bl.a. de store dampskibe fra 1930’erne. En let, åben og lys maritim arkitektur, der står i kontrast til den tunge og lukkede historicistiske arkitektur. Alt er hvidt, rent og helt uden ornamentik – men det er ikke funktionalismens ligegyldighed over for æstetikken. Det er tværtimod en meget bevidst æstetik, der interesserer sig for form og materialitet frem for dekoration. Og nr. 437 st. th. på Strandvejen er et velbevaret eksemplar på netop dette.
Planløsningen i lejligheden har et naturligt flow og danner en højloftet åbenbaring mod Øresund. Stuen imponerer med en loftshøjde på 4,75 meter og de store vinduespartier henter lyset langt ind i rummet. For enden ligger terrassen mod vandet, men alligevel tilbagetrukket fra Strandvejen med masser af luft og himmel fra plænen foran.
Køkkenet og badeværelset ligger med ovenlys mod gårdsiden og har et separat depot med plads til opbevaring – en praktisk og gennemtænkt opdeling, der holder leverummene mod vandet fri og uforstyrret. Mod vest er der et lyst og skønt soveværelse. Oppe ad den ikoniske trappe i stuen ligger den indvendige balkon på 20 kvadratmeter som ikke er indregnet i boligarealet. Arealet kan bruges som ekstra stue, kontor eller værelse. Heroppefra kan man se det berømte livreddertårn på Bellevue Strand, der bekræfter Arne Jacobsens samlede fortælling. Der er i sandhed en belle vue mod Øresund med årstidernes skiften som stuens vigtigste maleri.
Med Bellevue Strand, Dyrehaven og Klampenborg Station lige om hjørnet er beliggenheden lige så fantastisk som arkitekturen.
Læs mere Læs mindre