Søbakken er en sand perle i Skovshoved. En lukket hyggelig vej med smukke klassiske ejendomme, tilbagetrukket og hævet fra Strandvejen, der ydmygt men overskudsagtigt giver de ekstra meter udsigt, som gør al forskellen.
Med adgang gennem haven ligger huset perfekt placeret på grunden. Så tæt på vandet som muligt. En villa hvor gæsterne tager et par sekunder til at lade udsigten synke ind, inden de banker på hoveddøren.
Stueetagen i det familievenlige hus blev færdigrenoveret fra a til z for under et år siden og den nordiske minimalisme sætter tonen an overalt i etagen, hvor flowet skaber uhindrede blik til havet, de stråtækkede Skovserhuse og mastetoppene i Skovshoved havn. Massive whalebone-egetræsgulve med gulvvarme løber igennem hele etagen og understreger gennemført håndværk og et gedignt kvalitetsniveau i samtlige materialevalg – ikke mindst i de nærmest perfide gulvovergange mellem træ og fliser.
Køkkenet i forbindelse med stuen er fra klassiske Unoform i mørk eg og giver dig mulighed for at snitte dine gulerødder med kig til Sverige i horisonten. Der er installeret Quooker og designhåndskriften fortsætter gennemført i bryggerset. Istandssættelsen omhandlede også nye vinduer, indbyggede spots fra Møller & Rothe og nyt badeværelse og gæstetoilet med armaturer fra Dornbracht, Unoform-elementer og marmorvaske. Stueetagen byder på en velindrettet og separat børneafdeling med tre gode værelser og det helt nye badeværelse.
Den store stue med ny gaspejs har et lysindfald, der i realiteten kun kan skabes, når østsiden henter glimt og reflekser hele vejen ind i stuen fra havet. Herfra er der adgang til den fantastiske sydvendte terrasse med læ fra havets susen, men med frit kig til bølgerne gennem det åbne lyse hus. En stor markise forlænger de lange aftener omringet af havens gamle beplantning. Når morgensolen rammer østsiden af huset, er der her på vandsiden anlagt en fantastisk udsigtsterrasse.
Entréen har et åbent forløb til førstesalen, hvor et stort glasparti fra gulv til kip giver dig endnu mere af kysten og ikke mindst Skovshoved Havn stik øst. Opholdsrummet bader i lys og har udgang til en stor sydvendt terrasse, hvor man har følelsen af at stå på toppen af Skovshoved med kig til Øresundsbroen mod syd og Landskrona mod nord. Etagen byder på et yderst rummeligt soveværelse og et stort badeværelse, hvorfra man såmænd også kan se vandet, mens man skyller shampooen ud af håret. Yderligere et stort storagerum og et kontor fuldfører etagen.
Livet for enden af Søbakken er et liv med vandet som fast følgesvend og et lydbillede, der akkompagneres af masternes charmerende pibende lyde fra havnen. Og med duften af saltvand når vinden står i det rigtige verdenshjørne, bliver oplevelsen blot endnu mere autentisk. Ejendommen på Søbakken 31 er indrettet omkring en nem og tryg familiebase, hvor Skovshoved Skole ligger lige om hjørnet og SIF med både tennis, og fodbold bliver en fast del af den lokale ånd, der hersker her i Skovshoved.
Læs mere Læs mindre