Helt centralt i Hellerup. Tæt på skoler, sportsklubber, Strandvejen og Øregårdsparken ligger en stor klassisk og yderst veldisponeret villa med de helt rigtige proportioner. Privat gemt bag smedejernshegnet, de høje stedsgrønne thujaer og den elektriske port åbner ankomstpartiet sig op med masser af plads til parkering og en nyere garage, der kan rumme det meste. Husets enkle og hvidpudsede udtryk med de sorte tegl indrammer en inviterende stemning, hvor der ikke er nogen stilmæssig slinger i valsen.
Haven er yderst privat og er disponeret med et gennemtænkt terrasselayout, der både byder på et overdækket spiseområde og nogle trin længere nede en solplet, der ligger som den skal i forhold til verdenshjørnerne. Uden for træbelægningen giver græsplænen gavmildt plads til fodboldmål og store armbeVægelser.
Ejendommen markerer sig med sin store anvendelighed, når det kommer til den børnerige familie eller den sammenbragte. Samtidig giver huset mulighed for en løsning, hvor den store, lyse og højloftede kælder med både bad, køkken og egen indgang sagtens kunne lejes ud, hvis den ikke skal bruges til teenagerne.
Samlingspunktet er det rummelige køkkenalrum, som er et nyere renoveringsprojekt. De højloftede stuer er gjort større, og det markante køkken beklædt med børstede ståloverflader står som en kontrastfyldt og nutidssvarende skulptur til det originale sildebensgulv. Det fantastiske rum forbindes via klassiske fløjdøre til en hyggelig tv-stue og herfra er der monteret New York-glas mod et afskærmet hjemmekontor, der er registreret i BBR med de fordele, der følger med en hjemmearbejdsløsning.
Via den løberbeklædte trappe byder førstesalen på fire gode værelser, plankegulve og et badeværelse. Soveværelset forkæler med en fransk altan, der lukker morgensolen ind og masser af skabsplads.
Familievillaen på Hartmannsvej er indbegrebet af højloftet og stemningsfuld energi. Med klassiske detaljer som porcelænsovn, stuk og sildeben brydes fortællingen af stilbevidste og rå løsninger, der på fineste vis skaber balance og harmoni gennem rummene.
Beliggenheden er Hellerup-smørhul med alt inden for rækkevidde – ikke mindst byen, der hurtigt nås på cykel, eller Hellerup Station længere nede af vejen. Det er familievilla med stort F.
Læs mere Læs mindre