En klassisk Frederiksbergejendom fra 1898 – fra en tid, hvor der blev gjort noget ud af tingene. Ornamenterede facader, generøs loftshøjde, stukkatur og solide døre og karme i kernetræ fortæller historien om et byggeri skabt med både håndværksmæssig stolthed og sans for detaljen. Selv facadens centrerede løvehoved vidner om en tid, hvor arkitekturen gerne måtte have karakter.
Øverst i den velholdte hjørneejendom, hvor Falkoner Allé møder overgangen mellem Godthåbsvej og Rolighedsvej, ligger denne særlige duplexlejlighed fordelt på 4. og 5. sal. Beliggenheden er så central, som den næsten kan blive på Frederiksberg, og kombinationen af hjørneplaceringen, højden og de mange vinduespartier giver et usædvanligt flot lysindfald dagen igennem.
Lejligheden har hele to altaner, begge vendt mod den grønne gård med store, gamle trækroner. Det rummelige køkken ligger centralt i boligen og har direkte udgang til den ene altan. Herfra fører den skulpturelle trappe videre til øverste etage og er i sig selv et markant arkitektonisk element i lejligheden.
På 4. sal ligger både opholds- og spisestue, smukt forbundet af klassiske fløjdøre, samt yderligere et værelse. Samlet rummer boligen tre til fire gode soveværelser og to badeværelser.
5. salen har en helt anden og mere moderne karakter med New Yorker-vægge, niveauforskelle, glaspartier og et væld af ovenlysvinduer. Det giver etagen et fantastisk lys og nogle spændende vinkler, som understreger følelsen af at bo helt oppe under byens tage.
Det store master bedroom har indbyggede skabe, mens speciallavede detaljer – blandt andet den integrerede bænk i etagens andet værelse – viser, hvordan boligens særlige rum er blevet udnyttet med både fantasi og omtanke.
Og så er der naturligvis tagterrassen. Helt øverst, med lange kig hen over Frederiksbergs tage og de grønne trækroner i gården, bliver den et af boligens helt store aktiver.
Falkoner Allé 57 er kort sagt en lejlighed med noget, man ikke finder ret mange steder: højden, lyset, to etager, to altaner og egen tagterrasse – samlet i en klassisk Frederiksbergejendom midt i byen. Frederiksberg Centret, metro, skoler, caféer og restauranter ligger alt sammen inden for få minutters gang.
Læs mere Læs mindre