Tilbage

Renoveret 50’er nostalgi med sans for detaljen.

Denne sirligt restaurerede arkitekttegnede villa tæt på Dyrehaven indrammer en begavet respekt for 1950’ernes stramme linjer og materialeforståelse. Med kun to ejere siden opførelsen og en nænsom istandsættelse ved overdragelsen tilbage i 2004, er der tale om en indsigt i husets historik med en opdateret tilgang, der har videreført arkitektens originale tanker med huset på allerfineste vis.

Ankomsten til huset sker via en 60 meter lang indkørsel, hvor roen langsomt sænker sig, mens du triller op af alléen omkranset af japanske kirsebærtræer. Belysningen fra gadelamperne på Hovmarksvej aftager i samme takt og overtages af skæret fra Arne Jacobsens Eklipta-lamperne, der sammen med husets håndstrøgne changerende mursten og mahogni-partier, opfylder alle kriterier for rendyrket 50-nostalgi.

Ankomstpartiet er belagt med gamle glatte brosten, der sammen med det nye fuldmurede skur med ditto mahognifacader og overdækket cykelparkering giver en følelse af gårdsplads, hvor to biler nemt kan parkere og oplade via den installerede 22KW-lader. Huset fik nyt tegltag i 2020 med en konsekvent beslutning om at lægge den tykke vingetegl-type, der er er magen til husets oprindelige tag. Året efter blev der lagt omfangsdræn med pumpe, der sørger for at fundamentet og kælderen holdes tør og modvirker fugtskader. I 2006 blev fugerne renset op og stædigt omfuget med den originale strandsandsmørtel. Vinduerne blev samtidig skiftet og erstattet med lige præcis den samme model som fra husets fødsel og selvfølgeligt udstyret med originale Kay Fisker-greb.

Via entréen er der adgang til kontor i forlængelse af stuen, der med store vinduespartier giver fuld gennemstrømning af lys og luft og forsyner stuen med flotte kig til haven med sin gamle beplantning og frugttræer. Pejseindsatsen i stuen har kig fra begge sider og integrerer naturligt køkkenet, der ligger i åben forbindelse med spisestuen. Køkkenet er fra 2006, men er for nyligt opdateret med nye kvalitets hårde hvidevarer. Mærket på køkkenet er SieMatic, der leverer tysk kvalitet fra øverste køkkenskuffe og gulvet i køkkenet er belagt med smukke Ølands-fliser, der matcher vindueskarmene og giver en smuk materialekonsekvens huset igennem.

Overalt er der indlagt nyt el, men som resten af huset er der heller ikke her blevet gået på kompromis. Derfor er de originale stikkontakter renoveret og nænsomt placeret igen – dog uden datidens stofledninger. Stueetagen har en god rummelighed, der underbygges af en fantastisk loftshøjde på 260 cm.

Et par trin op ligger tre gode værelser og et badeværelse med originale klinker og badekar. Afdelingen har ét stort og to mindre kamre, der sagtens kan slås sammen til ét stort og er indbegrebet af en børne/teenageafdeling en etage væk fra masterbedroom på 1. salen.

Heroppe er der isat fuldelektriske vinduespartier i taget fra Vitral, der modsat traditionelle Velux-vinduer ikke har brede karme. Det gør en himmel til forskel og sender masser af dagslys ind i førstesalens, repos, soveværelse og nyrenoverede badeværelse belagt med terrazzo på gulvet.

Husets kælder rummer stort vaskerum, opbevaringsplads, viktualierum og teknikrum, der samler og diskret gemmer de moderne fornødenheder af vejen såsom samlingen af de mange internetstik, der er ført rundt overalt i huset.

Den flotte vestvendte private have byder på masser af eftermiddags -og aftensol og en beplantning, der ændrer sig i takt med sæsonerne og skaber en levende have fra forår til efterår. Havens omdrejningspunkt er det sjældne Gingotræ, der i sin unikke afstamning klæder den fine arkitektoniske 50’er perle, der i dag fremstår i nærmest bedre stand end da arkitekt Hans Christian Olrik tegnede huset til de tidligere ejere i 1957.

Hovmarksvej ligger med kort til alt: Offentlig transport, indkøb, skoler, institutioner og gymnasier, mens vejen samtidig placerer sig i naturen midt imellem Dyrehaven og Bernstorffsparken. Beliggenheden er intet mindre end fantastisk for området og med denne villa oplever du stemningen fra 50’er tidens ærlige udtryk med et moderne hus der leverer et minimum af vedligeholdelse på en rolig grund.

Læs mere Læs mindre

Kontakt Lützau

Bestil fremvisning

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Nyeste boliger

Smagfuldt retreat med højt til himlen.

Grünersvej 1 Tisvildeleje
Tisvildeleje
Charlottenlund Hovmarksvej 59 Charlottenlund
Persondatapolitik