Vi er mere ens, end vi tror

Det attraktive ved 2960 er havnen, vandet, de gode idrætsfaciliteter og skolerne.

5. september 2017 - Opslag

Jeg fremviste for nyligt et ældre ægtepar fra England en del ejendomme. De skulle flytte hjem til Danmark. Jeg viste dem en masse ejendomme fra Skodsborg til Rungsted. Til sidst skulle vi se et hus, hvor der boede en engelsk indretningsarkitekt. Konen fra England slog en latter op, da vi kom ind, mens hun sagde: ’Hvor er det dejligt at se noget andet.’ Jeg forstod ikke, hvad hun mente. ’Kristian, jeg kan ikke se forskel på alle de andre huse. Der er de samme gulve, køkkener og sofaer. Der hænger den samme kunst og de samme tapeter,’ forklarede hun. Hun har mulighvis ret. Vi kører jo også ofte i de samme biler, og spiser nærmest det samme, som vi sikkert har handlet de samme steder. Og selvom mange i Hellerup tror, de er så forskellige fra dem, der bor længere oppe nordpå, så kan jeg berolige dem. Jeg har set mange hjem og de er påfaldende ens, inklusiv mit eget.

Det attraktive ved 2960 er havnen, vandet, de gode idrætsfaciliteter og skolerne. Det er ikke bare ejendomsmæglerpladder; det betyder virkelig noget for folk, at der ligger en international skole tæt på. En god skole i nærområdet kan sælge et hus, det betyder noget for et liv og en familie.

Når man som jeg er en ejendomsmægler, der koncentrerer sig om et bestemt område, så begynder man at undres over nogle ting. For eksempel, at uanset hvor ens beboernes ønsker er, så insisterer de på at være meget forskellige. Det er stort set umuligt at lokke en køber, der leder efter et hus i Charlottenlund, til også at se på hus i Rungsted. Folk er ofte meget forhåndsindtaget. Som køber identificerer du dig med et område, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den reelle værdi, området kan have for dig. Der bor måske nogle mennesker, som tiltrækker, eller det kan være, at området er kendt for nogle bestemte typer, som du føler dig som en del af.

Mennesket er flokdyr. Men jeg vil vove at påstå, at hvis en familie kan finde sig selv i Charlottenlund, så ville de også kunne finde sig selv i Rungsted.

Kristian Lützau er opvokset i Klampenborg, har gået på Skovshoved Skole og sælger i dag de huse, han legede i som barn. Følg med, når han folder kvartererne ud, fra København til Rungsted på Lutzau.dk